Kristendom
I kristendommen er forestillingen om synd grundlæggende.
Synden er i kristendommen illustreret som det, at mennesket vender sig bort fra Gud og Guds anvisninger. I Bibelen møder vi første gang begrebet synd i Første Mosebog, hvor de første mennesker, Adam og Eva, mod Guds befaling spiser af frugten fra det forbudte træ i Paradiset.
Med overtrædelsen kommer ’arvesynden’ ind i verden og forviser mennesket fra Guds rige og til jordens og til et liv i synd. I kristendommen bliver Jesus som Guds søn grundlæggende set som vejen ud af synden, da han på korset dør for menneskets synder. Troen på Jesus viser dermed en vej ud af synden gennem Guds nåde og tilgivelse.
De forskellige retninger inden for kristendommen opregner forskellige former for synd.
I den katolske kirke skelner man for eksempel mellem ’veniale’ synder (’svaghedssynder’) og dødssynder.
Veniale synder bringer afstand mellem mennesket og Gud gennem svagheder og fristelser i livet, men afskærer ikke mennesket fra Guds nåde og tilgivelse
Dødssynder derimod er i deres voldsomhed så alvorlige, at de helt fjerner mennesket fra Gud. Dødssynderne er: hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri, vrede og ladhed.
De kan derfor ikke – medmindre der virkelig rådes bod – tilgives, og synderen er dømt til helvede.
I den katolske kirke er der i øvrigt tilføjet en række nye synder, der af kirken regnes som forkastelige. Et eksempel herpå er provokeret abort.
I den protestantiske kristendom finder man også beskrivelser af dødssynd og veniale synder.
Arvesynden spiller en væsentlig rolle hos mange protestantiske tænkere, da syndsforholdet anses som noget, der vender mennesket væk fra Gud og ind mod sig selv.
Vantro eller frafald fra troen ('apostasi') bliver af mange kristne taget med alvor og er gennem historien blevet anset som en af de værste synder.